Indeklima i en bygning afhænger af både udefra kommende og indendørs kilder til mangeartede fysiske, kemiske, og biologiske påvirkninger. Indeklimaet har blandt andet med lyd, lys, temperatur, lugt, luftfugtighed og luftkvalitet at gøre. Et godt indeklima er et indendørs miljø, hvor de som opholder sig i miljøet oplever at trives både fysisk og psykisk og hvor der ikke er risiko for sundhedsskader. Da vi danskere opholder os 80-90% af tiden indendørs, er det relevant at fokusere på indeklimaets virkning på helbredet, både på kort og på langt sigt.
Hvis du oplever problemer med indeklimaet i din bolig, kan du kontakte den tekniske forvaltning i kommunen. Kommunen har mulighed for at indhente sundhedsfaglig rådgivning fra Sundhedsstyrelsens regionale embedslæger.